Psa 38Psa 39Psa 40Psa 412Co 2.5->2Co 3.1-6Psa 38
2
HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme!
3
Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.
4
Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;
5
thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.
6
Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;
7
jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
8
Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,
9
jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.
10
HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;
11
mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
12
For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert;
13
de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.
14
Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,
15
som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
16
Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,
17
når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"
18
Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
19
thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.
20
Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,
21
som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.
22
HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,
23
il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!
Psa 39
2
Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"
3
Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,
4
mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
5
Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
6
Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.
7
Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.
8
Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.
9
Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!
10
Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.
11
Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.
12
Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela.
13
Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.
14
Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!
Psa 40
2
Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig.
3
Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed,
4
en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN.
5
Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.
6
Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.
7
Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke.
8
Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift;
9
at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre."
10
I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.
11
Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling.
12
Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.
13
Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet.
14
Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.
15
Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;
16
Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig!
17
Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "HERREN er stor!"
18
Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!
Psa 41
2
Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN på Ulykkens Dag;
3
HERREN vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold.
4
På Sottesengen står HERREN ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.
5
Så siger jeg da: Vær mig nådig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig!
6
Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?"
7
Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom.
8
Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde:
9
"En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!"
10
Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig.
11
Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem.
12
Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig.
13
Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.
14
Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen!
2Co 2
5->
5
Men dersom nogen har voldt Bedrøvelse, har han ikke bedrøvet mig, men til Dels, for ikke at sige det hårdere, eder alle.
6
Det er nok for ham med denne Straf, som han har fået af de fleste,
7
så at I tværtimod snarere skulle tilgive og trøste ham, for at han ikke skal drukne i den alt for store Bedrøvelse.
8
Derfor formaner jeg eder til at vedtage at vise ham Kærlighed.
9
Det var nemlig også derfor, at jeg skrev, for at erfare, hvor vidt I stå Prøve, om I ere lydige i alt.
10
Men hvem I tilgive noget, ham tilgiver også jeg; thi også hvad jeg selv har tilgivet, om jeg har tilgivet noget, det har jeg gjort for eders Skyld, for Kristi Åsyn,
11
for at vi ikke skulle bedrages af Satan; thi hans Anslag ere os ikke ubekendte.
12
Da jeg kom til Troas for at prædike Kristi Evangelium, og der var åbnet mig en Dør i Herren,
13
da havde jeg ingen Ro i min Ånd, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder; men jeg tog Afsked med dem og drog til Makedonien.
14
Men Gud ske Tak, som altid fører os i Sejrstog i Kristus og lader sin Kundskabs Duft blive kendelig ved os på ethvert Sted.
15
Thi en Kristi Vellugt ere vi for Gud, iblandt dem, som frelses, og iblandt dem, som fortabes,
16
for disse en Duft af Død til Død, for hine en Duft af Liv til Liv. Og hvem er dygtig dertil?
17
Thi vi ere ikke som de mange, at vi gøre en Forretning af Guds Ord, men som af Renhed, som af Gud tale vi for Guds Åsyn i Kristus.
2Co 3
1-6
1
Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som nogle, Anbefalingsbreve til eder eller fra eder?
2
I ere vort Brev, som er indskrevet i vore Hjerter, og som kendes og læses af alle Mennesker,
3
idet det ligger klart som Dagen, at I ere et Kristi Brev, udfærdiget af os, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på Stentavler, men på Hjerters Kødtavler.
4
Men en sådan Tillid have vi til Gud ved Kristus,
5
ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af os selv; men vor Dygtighed er af Gud,
6
som også gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Åndens; thi Bogstaven ihjelslår, men Ånden levendegør.
