Job 36Job 37Job 38Job 391Co 7Job 36
2
Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
3
Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
4
thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
5
Se, Gud forkaster det stive Sind,
6
den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,
7
fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.
8
Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,
9
så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
10
åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
11
Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.
12
Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.
13
Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;
14
i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.
15
Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.
16
Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
17
Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
18
Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
19
Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
20
Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
21
var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.
22
Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
23
Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"
24
Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
25
Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
26
Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.
27
Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,
28
og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.
29
Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
30
Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;
31
Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
32
han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;
33
hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
Job 37
1
Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
2
Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!
3
Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
4
efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.
5
Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
6
Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!" For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.
8
De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
9
Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
10
Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
11
Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
12
det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,
13
hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
14
Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
15
Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?
16
Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
17
Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?
18
Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
19
Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.
20
Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
21
Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
22
fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
23
og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;
24
derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
Job 38
1
Så svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:
2
"Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Mening?
3
Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig!
4
Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt! Hvem bestemte dens Mål - du kender det jo - hvem spændte Målesnor ud derover?
6
Hvorpå blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten,
7
mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner råbte af Glæde?
8
Hvem stængte for Havet med Porte, dengang det brusende udgik af Moders Skød,
9
dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Tågemulm til Svøb,
10
dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslå og Døre
11
og sagde: "Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte Vover!"
12
Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide sit Sted,
13
så den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort,
14
så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning?
15
De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust.
16
Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret på Dybets Bund?
17
Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte?
18
Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er!
19
Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme,
20
så du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen på Vej til dets Bolig?
21
Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort!
22
Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes,
23
den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag?
24
Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden spreder sig ud over Jorden?
25
Hvem åbnede Regnen en Rende og Tordenens Lyn en Vej
26
for at væde folketomt Land, Ørkenen, hvor ingen bor,
27
for at kvæge Øde og Ødemark og fremkalde Urter i Ørkenen?
28
Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Dråber?
29
Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem fødte mon Himlens Rim?
30
Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen.
31
Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse Orions Lænker?
32
Lader du Aftenstjemen gå op i Tide, leder du Bjørnen med Unger?
33
Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden?
34
Kan du løfte Røsten til Sky, så Vandskyl adlyder dig?
35
Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!"
36
Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet Kløgt?
37
Hvem er så viis, at han tæller Skyerne, hvem hælder Himmelens Vandsække om,
38
når Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen?
Job 39
1
Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger,
2
når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat?
3
Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde?
4
Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,
5
tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?
6
De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
7
Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
8
Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
9
som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
10
Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
11
det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.
12
Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?
13
Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
14
Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
15
Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
16
Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
17
siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
18
tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?
19
Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
20
Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
21
Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
22
Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
23
og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
24
Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
25
den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
26
Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
27
den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;
28
et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
29
Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
30
Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
31
Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
32
den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
33
Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
34
Og HERREN svarede Job og sagde:
35
Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser Gud, han svare herpå!
36
Da svarede Job HERREN og sagde:
37
Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min Hånd på min Mund!
38
Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det ej mer!
1Co 7
1
Men hvad det angår, hvorom I skreve til mig, da er det godt for en Mand ikke at røre en Kvinde;
2
men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver Kvinde have sin egen Mand.
3
Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes også Hustruen Manden.
4
Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen.
5
Unddrager eder ikke hinanden, uden måske med fælles Samtykke, til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for så atter at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke formå at være afholdende.
6
Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling.
7
Jeg ønsker dog, at alle Mennesker måtte være, som jeg selv er; men hver har sin egen Nådegave fra Gud, den ene så, den anden så.
8
Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er godt for dem, om de forblive som jeg.
9
Men kunne de ikke være afholdende, da lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at lide Brynde.
10
Men de gifte byder ikke jeg, men Herren, at en Hustru ikke skal skille sig fra sin Mand; (11 men om hun virkeligt skiller sig fra ham, da forblive hun ugift eller forlige sig med Manden;) og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.
12
Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder har en vantro Hustru, og denne samtykker i at bo hos ham, så forlade han hende ikke!
13
Og dersom en Hustru har en vantro Mand, og denne samtykker i at bo hos hende, så forlade hun ikke Manden!
14
Thi den vantro Mand er helliget ved Hustruen, og den vantro Hustru er helliget ved Manden; ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige.
15
Men skiller den vantro sig, så lad ham skille sig; ingen Broder eller Søster er trælbunden i sådanne Tilfælde; men Gud har kaldet os til Fred.
16
Thi hvad ved du, Hustru! om du kan frelse din Mand? eller hvad ved du, Mand! om du kan frelse din Hustru?
17
Kun vandre enhver således, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham; og således forordner jeg i alle Menighederne.
18
Blev nogen kaldet som omskåren, han lade ikke Forhud drage over; er nogen kaldet som uomskåren, han lade sig ikke omskære!
19
Omskærelse har intet at sige, og Forhud har intet at sige, men det at holde Guds Bud.
20
Hver blive i den Stand, hvori han blev kaldet!
21
Blev du kaldet som Træl, da lad det ikke bekymre dig, men om du også kan blive fri, da gør hellere Brug deraf!
22
Thi den, der er kaldet i Herren som Træl, er Herrens frigivne; ligeså er den, der er kaldet som fri, Kristi Træl.
23
Dyrt bleve I købte, vorde ikke Menneskers Trælle!
24
I den Stand, hvori enhver blev kaldet, Brødre, deri blive han for Gud!
25
Men om Jomfruerne har jeg ikke nogen Befaling fra Herren, men giver min Mening til Hende som den, hvem Herren barmhjertigt har forundt at være troværdig.
26
Jeg mener altså dette, at det på Grund af den forhåndenværende Nød er godt for et Menneske at være således, som han er.
27
Er du bunden til en Kvinde, da søg ikke at blive løst; er du ikke bunden, da søg ikke en Hustru!
28
Men om du også gifter dig, synder du ikke; og om en Jomfru gifter sig, synder hun ikke; dog ville sådanne få Trængsel i Kødet. Men jeg skåner eder.
29
Men dette siger jeg eder, Brødre! at Tiden er kort, for at herefter både de, der have Hustruer, skulle være, som om de ingen have,
30
og de, der græde, som om de ikke græde, og de, der glæde sig, som om de ikke glæde sig, og de, der købe, som om de ikke besidde,
31
og de, der bruge denne Verden, som om de ikke gøre Brug af den; thi denne Verdens Skikkelse forgår.
32
Men jeg ønsker, at I må være uden Bekymring. Den ugifte er bekymret for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren;
33
men den gifte er bekymret for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen.
34
Og der er også Forskel imellem Hustruen og Jomfruen. Den ugifte er bekymret for de Ting, som høre Herren til, for at hun kan være hellig både på Legeme og Ånd; men den gifte er bekymret for det, som hører Verden til, hvor ledes hun kan behage Manden.
35
Men dette siger jeg til eders eget Gavn, ikke for at kaste en Snare om eder, men for at bevare Sømmelighed og en urokkelig Vedhængen ved Herren.
36
Men dersom nogen mener at volde sin ugifte Datter Skam, om hun sidder over Tiden, og det må så være, han gøre, hvad han vil, han synder ikke; lad dem gifte sig!
37
Men den, som står fast i sit Hjerte og ikke er tvungen, men har Rådighed over sin Villie og har besluttet dette i sit Hjerte at holde sin Datter ugift, han gør vel.
38
Altså, både den, som bortgifter sin Datter, gør vel, og den, som ikke bortgifter hende, gør bedre.
39
En Hustru er bunden, så længe hendes Mand lever; men dersom Manden sover hen, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil, kun at det sker i Herren.
40
Men lykkeligere er hun, om hun forbliver således, som hun er, efter min Mening; men også jeg mener at have Guds Ånd.
