Pro 5Pro 6Pro 7Gal 3.1-14Pro 5
1
Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,
2
at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.
3
Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;
4
men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;
5
hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;
6
hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.
7
Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!
8
Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,
9
at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.
10
at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,
11
så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,
12
og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,
13
så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!
14
Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"
15
Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;
16
lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!
17
Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!
18
Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19
den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!
20
Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?
21
Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;
22
den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;
23
han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.
Pro 6
1
Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Håndslag,
2
er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord,
3
gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste;
4
und ikke dine Øjne Søvn, ej heller dine Øjenlåg Hvile,
5
red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens Hånd.
6
Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis.
7
Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer,
8
sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst.
9
Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din Søvn?
10
Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:
11
som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.
12
En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i Munden,
13
som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med Fingrene,
14
som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv;
15
derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan ikke læges.
16
Seks Ting hader HERREN, syv er hans Sjæl en Gru:
17
Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder, der udgyder uskyldigt Blod,
18
et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til ondt,
19
falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre.
20
Min Søn, tag Vare på din Faders Bud, opgiv ikke din Moders Belæring,
21
bind dem altid på dit Hjerte, knyt dem fast om din Hals;
22
på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner;
23
thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej
24
for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed Kvindes sleske Tunge!
25
Attrå ej i dit Hjerte hendes Skønhed, hendes Blik besnære dig ej!
26
Thi en Skøge får man blot for et Brød, men Andenmands Hustru fanger dyrebar Sjæl.
27
Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder?
28
Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides?
29
Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf.
30
Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult?
31
Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods.
32
Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler så;
33
han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam.
34
Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner ikke på Hævnens Dag;
35
ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører ham ikke.
Pro 7
1
Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig;
2
vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
3
bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,
4
sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,
5
at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
6
Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
7
og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
8
han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus
9
i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
10
Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
11
løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
12
snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -
13
hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
14
"Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
15
gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
16
Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred
17
jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
18
kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
19
Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;
20
Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"
21
Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
22
tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
23
til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
24
Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
25
Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;
26
thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
27
Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.
Gal 3
1-14
1
O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet?
2
Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I modtoge Ånden, eller ved i Tro at høre?
3
Ere I så uforstandige? ville I, som begyndte i Ånd, nu ende i Kød?
4
Have I da prøvet så meget forgæves? hvis det da virkelig er forgæves!
5
Mon da han, som meddeler eder Ånden og virker kraftige Gerninger iblandt eder, gør dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I høre i Tro?
6
ligesom jo "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed".
7
Erkender altså, at de, som ere af Tro, disse ere Abrahams Børn.
8
Men da Skriften forudså, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: "I dig skulle alle Folkeslagene velsignes",
9
så at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende Abraham.
10
Thi så mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under Forbandelse; thi der er skrevet: "Forbandet hver den, som ikke bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, så han gør dem."
11
Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Lov, er åbenbart, thi "deri retfærdige skal leve af Tro."
12
Men Loven beror ikke på Tro; men: "Den, som gør disse Ting, skal leve ved dem."
13
Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en Forbandelse for os (thi der er skrevet: "Forbandet er hver den, som hænger på et Træ"),
14
for at Abrahams Velsignelse måtte komme til Hedningerne i Kristus Jesus, for at vi kunde få Åndens Forjættelse ved Troen.
