Psa 7Psa 8Psa 9Psa 101Co 10.1-13Psa 7
2
HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger,
3
at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier.
4
HERRE min Gud, har jeg handlet så, er der Uret i mine Hænder,
5
har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men,
6
så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til Jorden og kaste min Ære i Støvet. - Sela.
7
HERRE, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen, vågn op, min Gud, du sætte Retten!
8
Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det høje!
9
HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme du, HERRE, efter min Retfærd og Uskyld!
10
På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud.
11
Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet;
12
retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes.
13
Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og sigter;
14
men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine Pile til brændende Pile.
15
Se, hanundfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder han Blændværk;
16
han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han gjorde.
17
Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret rammer hans egen Isse.
18
Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge HERREN den Højestes Navn.
Psa 8
2
HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen!
3
Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.
4
Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte,
5
hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham?
6
Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned du ham;
7
du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder,
8
Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr,
9
Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier.
10
HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!
Psa 9
2
Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere,
3
glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,
4
fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn.
5
Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds Dommer.
6
Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt.
7
Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.
8
Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,
9
skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret.
10
HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider;
11
og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.
12
Lovsyng HERREN, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort!
13
Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb:
14
"HERRE, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte,
15
at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!"
16
Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte.
17
HERREN blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. - Higgajon Sela.
18
Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu.
19
Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.
20
Rejs dig, HERRE, lad ikke Mennesker få Magten, lad Folkene dømmes for dit Åsyn;
21
HERRE, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! - Sela.
Psa 10
1
Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?
2
Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;
3
thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.
4
Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.
5
Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.
6
Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt."
7
Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;
8
han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;
9
han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;
10
han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.
11
Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."
12
Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!
13
Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?
14
Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.
15
Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!
16
HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;
17
du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til
18
for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.
1Co 10
1-13
1
Thi jeg vil ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om, at vore Fædre vare alle under Skyen og gik alle igennem Havet
2
og bleve alle døbte til Moses i Skyen og i Havet
3
og spiste alle den samme åndelige Mad
4
og drak alle den samme åndelige Drik; thi de drak af en åndelig Klippe, som fulgte med; men Klippen var Kristus.
5
Alligevel fandt Gud ikke Behag i de fleste af dem; thi de bleve slagne ned i Ørkenen.
6
Men disse Ting skete som Forbilleder for os, for at vi ikke skulle begære, hvad ondt er, således som hine begærede.
7
Bliver ej heller Afgudsdyrkere som nogle af dem, ligesom der er skrevet: "Folket satte sig ned at spise og drikke, og de stode op at lege."
8
Lader os ej heller bedrive Utugt, som nogle af dem bedreve Utugt, og der faldt på een Dag tre og tyve Tusinde.
9
Lader os ej heller friste Herren, som nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger.
10
Knurrer ej heller, som nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af Ødelæggeren.
11
Men dette skete dem forbilledligt, men det blev skrevet til Advarsel for os, til hvem Tidernes Ende er kommen.
12
Derfor den, som tykkes at stå, se til, at han ikke falder!
13
Der er ikke kommet andre end menneskelige Fristelser over eder, og trofast er Gud, som ikke vil tillade, at I fristes over Evne, men som sammen med Fristelsen vil skabe også Udgangen af den, for at I må kunne udholde den.
