Job 19Job 20Job 211Co 2Job 19
1
Så tog Job til Orde og svarede:
2
"Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord?
3
I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.
4
Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?
5
Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
6
Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.
7
Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.
8
Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;
9
han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,
10
brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;
11
hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;
12
samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.
13
Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,
14
mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;
15
mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;
16
ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;
17
ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;
18
selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;
19
Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.
20
Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.
21
Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!
22
Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
23
Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,
24
med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!
25
Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.
26
Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,
27
hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!
28
Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!"
29
så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!
Job 20
1
SÃ¥ tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde
2
"Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;
3
til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!
4
Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,
5
at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?
6
Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,
7
som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"
8
Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;
9
Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.
10
Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage.
11
Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.
12
Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,
13
sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,
14
så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;
15
Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,
16
han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;
17
han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;
18
han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.
19
Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.
20
Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;
21
ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;
22
midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.
23
For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.
24
Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;
25
en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,
26
idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.
27
Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.
28
Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.
29
Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!
Job 21
1
Så tog Job til Orde og svarede:
2
"Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
3
Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!
4
Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?
5
Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!
6
Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:
7
De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
8
Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
9
deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
10
ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
11
de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;
12
de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
13
de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,
14
skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!
15
Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"
16
Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?
17
Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,
18
så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
19
Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,
20
lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!
21
Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?
22
Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
23
En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:
24
hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
25
med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
26
de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
27
Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,
28
når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?"
29
Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
30
Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.
31
Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
32
Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
33
i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.
34
Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!
1Co 2
1
Og jeg, Brødre! da jeg kom til eder, kom jeg ikke og forkyndte eder Gud Vidnesbyrd med Stormægtighed i Tale eller i Visdom;
2
thi jeg agtede ikke at vide noget iblandt eder uden Jesus Kristus og ham korsfæstet;
3
og jeg færdedes hos eder i Svaghed og i Frygt og megen Bæven,
4
og min Tale og min Prædiken var ikke med Visdoms overtalende Ord, men med Ånds og Krafts Bevisning,
5
for at eders Tro ikke skulde bero på Menneskers Visdom, men på Guds Kraft.
6
Dog, Visdom tale vi iblandt de fuldkomne, men en Visdom, der ikke stammer fra denne Verden, ikke heller fra denne Verdens Herskere, som blive til intet;
7
men vi tale Visdom fra Gud, den hemmelige, den, som var skjult, som Gud før Verdens Begyndelse forudbestemte til vor Herlighed,
8
hvilken ingen af denne Verdens Herskere har erkendt; thi; havde de erkendt den,havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre;
9
men, som der er skrevet: "Hvad intet Øje har set, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud har beredt dem, som elske ham."
10
Men os åbenbarede Gud det ved Ånden; thi Ånden ransager alle Ting, også Guds Dybder.
11
Thi hvilket Menneske ved, hvad der er i Mennesket, uden Menneskets Ånd, som er i ham? Således har heller ingen erkendt, hvad der er i Gud, uden Guds Ånd.
12
Men vi have ikke fået Verdens Ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kunne vide, hvad der er os skænket af Gud;
13
og dette tale vi også, ikke med Ord, lærte af menneskelig Visdom, men med Ord, lærte af Ånden, idet vi tolke åndelige Ting med åndelige Ord.
14
Men det sjælelige Menneske tager ikke imod de Ting, som høre Guds Ånd til; thi de ere ham en Dårskab, og han kan ikke erkende dem, thi de bedømmes åndeligt.
15
Men den åndelige bedømmer alle Ting, selv derimod bedømmes han af ingen.
16
Thi hvem har kendt Herrens Sind, så han skulde kunne undervise ham? Men vi have Kristi Sind.
